Ny Leder i Mosede
Bliv leder
Ingen løn og dårlige arbejdstider
I FDF er der brug for ledere, men det er ikke hvemsomhelst der kan få lov til at få en på opleveren med Danmarks dejligste børn.
Hvad forventer vi af en FDF leder?
Du skal i dit FDF arbejde kunne møde børnene med et kristent livssyn. Når du er til FDF, er du ansvarlig for de medlemmer du har med at gøre. Du skal holde mange bolde i luften samtidigt, og der kommer tidspunkter hvor du skal tage beslutninger helt alene.
Du skal være glad og have lyst til arbejdet med børnene, og du kommer ind i en ledergruppe, der har erfaring og sammenhold. Du vil blive ”lært op” af
de øvrige, så bare rolig. Har du lysten giver vi dig den støtte og opbakning du har brug for.
Uddannelse
I FDF har vi en lederuddannelse, som du vil blive en del af. Lederuddannelsen foregår dels i kredsen, dels på landsforbundskurser i hele landet. Normalt betaler kredsen for både kursus og transport. Kurserne er delt op i fire hovedområder:
Lejr- og Friluftsliv
Leg og Fantasi
Kristendom og Forkyndelse
Underholdning og Kommunikation
Formålet med kurserne er at ruste dig bedre til at lave godt børne- og ungdomsarbejde i FDF.
Engagement
Du vil møde børn og unge der både savner en voksen at tale med, skælde ud og ignorere, og du skal have energi og lyst til at tale med dem alle.
- Du har ikke kun ansvaret for at dine “unger” ikke skærer sig i fingeren, men også for at de trives. Både i FDF og udenfor.
Arbejdsopgaver
Du skal regne med at være leder på en klasse én gang om ugen, hvor du i samarbejde med de andre ledere på klassen, selv planlægger indholdet.
Dértil kommer, at du også deltager på det månedlige ledermøde, hvor kredsens aktiviteter diskuteres, og opgaverne fordeles.
Det er forskelligt hvor stor arbejdsbyrden er i de forskellige perioder. Dog har perioderne én ting til fælles: Det kan næsten aldrig kaldes “arbejde”, og det er sjovt at være med.
Vi tilbyder
At være leder i FDF er ulønnet, men der følger en række goder med det frivillige arbejde.
Som leder i FDF får du betalt alle fagrelevante kurser indenfor FDF, ligesom du får tilbudt din egen FDF-emailadresse, og adgang til FDFs lukkede internetsider, hvor du finder relevante værktøjer, debat og meget mere.
Derudover får du en masse oplevelser, med andre ledere og børn, som det er svært at finde andre steder.
Der er lukket for kommentarer.